Bolettes uægte datter

 

Historien om Kirstine og et foto med 4 generationer kvinder

 

Jeg så for længe siden et gammelt billede i min mormors lille samling af fotografier. Fire kvinder i forskellig alder, pænt stillet op i et atalier. I kan se en dårlig version her – scannet fra en papirkopi fra en affotografering – originalen ved jeg ikke længere hvor er!


Bolette Nielsdatter som den ældste til venstre – hendes uægte datter Stine til højre – dennes datter Andrea øverst – og en lille pige uden navn midtfor i forgrunden. Pigen er vel 4 – 6 år?  Bolette kunne jeg genkende fra andre billeder.

Bolette fik ifølge familie-overleveringen en datter udenfor ægteskab eller af et første ægteskab, og hun skulle hedde Stine. Hun voksede op og boede i Jylland, manden var fisker i Harboøre. Hun blev gift med en Hr. Plett og fik flere børn, derefter gift med en Pedersen, og hun fik ialt 9 børn. Det var kun fra familie-overleveringer, jeg ellers havde oplysninger om Kirstine / Stine.

 

Nå, det viste sig overleveringen var stort set korrekt: Bolette fik en datter, født den 9. Marts 1861, og døbt Maren Kirstine Nielsen den 21. April 1861 i Kalvehave kirke.  Angivet som et Uægte Barn af Bolette Nielsdatter af Rødsbjerg Huse. Uægte var den korte og lidt nedsættende betegnelse for et UÆGTEskabeligt barn, altså blot et barn født udenfor ægteskab. Udlagt som Barnefader var Enkemand Hans Nielsen, tjenende Allerslev Kro. Jeg har ikke sporet ham.

Maren Kirstine voksede op – moderen blev gift med Anders Johansen i 1865, da Kirstine er 4½ år. I 1870 er Kirstine øjensynlig i pleje hos Karen Sophie Simonsen i Rødbjerggårds Huse (hvor Bolette boede 8 år tidligere). Ved hendes konfirmation i sognet i 1875 fremgår det ikke præcis hvor hun bor  -  måske er det Langebæk, det opgiver hun ved vielsen. Jeg kan ikke finde hende i 1880, men hos moderen bor hun ikke. Ofte voksede uægte børn op i pleje, og de nød ikke just megen social anseelse. Måske var det derfor hun ikke havde noget imod at skifte landsdel, da lejlighed bød sig!

Det berettes på http://hygum-lemvig.dk/christian-plet-og-kirstine-plet-alfred-plet at fiskere fra Harboøre lærte de lokale fiskere ved Storstrømmen om ålefiskeri i 1880’erne. Det kunne jo forklare hvordan fiskeren Christian Pedersen og Kirstine Nielsen har mødt hinanden. De bliver viet 28.april 1882 i Lemvig sogn. Hun er da sypige i Lemvig. Da navneloven blev ændret i 1905, tog familien tilnavnet Plet, sandsynligvis fordi han var født i Plet Enge. Christian er altså både hr. Pedersen og hr. Plet fra familie-overleveringen  -  den samme person.  

De er dermed gift i 1883, da deres ældste datter Andrea Marie Boldine Pedersen bliver født i Lemvig - hun er således et ægte barn! Hun er så den tredje generation på billedet. Hun vokser op, og bliver gift med slagter Laurits Martinus Lauritsen den 10.december 1906 i Hygum sogn.

Den fjerde pige på billedet gætter jeg på er Andrea's ældste datter Ingrid Bache Lauritsen fra 5.november 1909, der bliver døbt allerede 2 dage gammel i Hygum. Det synes at være tradition på egnen at mange blev døbt i løbet af den første uge! Mon moderen deltog i dåbshandlingen? 

 

Tilbage til billedet

Det fremgår ikke af billedet om det er taget i Lemvig eller Kalvehave – men for mig er det spændende, at det overhovedet er taget! Det betyder jo, at Bolette og Kirstine har haft kontakt i voksenlivet! Det er jo ikke logisk at de holdt kontakt - Kirstine’s opvækst taget i betragtning -  hun har vel nærmest været fravalgt af moderen! Bolette døde i 1915, men hendes mand Anders i 1912 – så mit gæt er det er taget da Bolette var enke, oldebarnets alder taget i betragtning. Men døm selv!

 

Et par samtidige billeder kan ses her: http://arkiv.dk/soeg? searchstring=smedsgaardhus&arkiv=335 hvis man finder et kaldet "Peter Christian Petersen Plet og Maren kirstine Nielsen, Smedsgaardhus paa Ryletorre, 1908-14" på http://arkiv.dk/vis/2412121 kan man Andrea med samme frisure og klædedragt – det kunne være taget samme dag (?) og et andet med de to yngste generationer er kaldet "Slagter Andrea og Laurits Lauritsen med børn paa Thyborønvej 17 i Klinkby, 1912-14" på http://arkiv.dk/vis/2413077  - læg mærke til at Ingrid har en sløjfe i håret – frisure og kjole ser ud til at gå igen! Det kunne se ud til at Bolette har været en tur i det nordjyske, selv om hun var midt i halvfjerserne!  

 

Ingrid, den lille pige, grundlagde årtier senere sammen med søsteren Elly i 1959 det kendte Damernes Magasin i Lemvig, se http://www.damernesmagasin.dk  . Det er blevet synonymt med tegneserien ”Livets gang i Lidenlund” da tegneren Henning Gantriis søgte inspiration i sin barndomsby Lemvig. 

På websiden  http://hygum-lemvig.dk/christian-plet-og-kirstine-plet-alfred-plet kan også ses et billede af Kirstines gravsten, og man kan læse om Kirstines familie. Stenen kan også ses de næste 20 år eller så på Hygum kirkegård i en særlig afdeling for "kasserede" gravsten. 

 

BM/ Rev. Juli 2017

Dansk English
Bearfields Genealogy - Bjrn Marchers slgtsforskning