Farfars far

Min farfars far er jo oldefar i navnelinien – han hed Ludvig Alfred Marcher. Men pas på, dem er der flere af! En typisk københavner, må man sige.

Ludvig Alfred Marcher (II) blev født i 1871 som søn af bødkersvend Ludvig Alfred Marcher og hustru Emilie Theodora Backhausen. Han blev født på Det Kgl. Fødselsstiftelse, det nuværende Rigshospital.

 

Oldefar L A Marcher

 

Forældrene var blevet gift et par år i forvejen, så Ludvig havde storesøsteren Alma Emilie. Forældrenes ægteskab varede kun kort, de blev efter familie-sigende skilt kort efter hans fødsel. Ludvig blev hos moderen, der nok har boet i Ryesgade-kvarteret, hvor meget familie boede.

Moderen blev gift igen med Albert Chr. Jensen, da Ludvig var 11 år. Det er ikke klart, om Ludvig holdt kontakt med faderen, men han boede da i nærheden. Der kom flere søskende til, så Ludvig er vokset op i en flok på 6 børn med 3 forskellige fædre. Faderen blev også gift igen og fik flere børn.

Bemærk at navnet Ludvig Alfred Marcher er identisk for 3 personer i 3 generationer. Oldefar her er altså den mellemste (II). Det er ikke en almindelig dansk navnetradition! Jeg ved ikke, hvorfra navnekombinationen stammer.

Detaljer omkring Ludvig Alfred Marcher’s opvækst kender jeg ikke. Men han er vel en typisk Nørrebro dreng i det dengang unge kvarter. Dog træffes han i 1890 som ugift tyende på gården Kraghave i Smørum sogn ved København, så han har i sine unge år prøvet kræfter udenfor byen. Ingen i familien har haft erindring om dette, så det er formentlig kun en kort periode. Om han har været soldat ved jeg ikke – familien har ikke nævnt det!

Ludvig Alfred Marcher bliver gift i 1892 med Johanne Marie Jensen i Skt. Johannes kirke i København. Forlovere var Ludvig’s stedfar Albert Jensen og en bror til Johanne.

De fik sammen 6 børn, der alle blev voksne : (Albert) Theodor fra 1892, Emmy (Johanne) i 1894, Ludvig (Alfred) (III) fra 1896, min farfar Kai (Johannes) Marcher i 1898Herman (Svend Ove) i 1900, og en efternøler  Villy født 1904. De fleste er døbt i Skt. Johannes sogn, København.

 

Marcher familie ca 1903

 

Ludvig har boet mange steder i København. Jeg har 10 adresser på Nørrebro eller inde i byen. bl.a i Ryesgade og senest Sankt Hansgade 15, st., hvor han var jernhandler og detailhandler 1898. Det var hvad vi i dag kalder en marskandiserforretning. Hvorfor han lige har åbnet en marskandiserforretning vides ikke – hans far Ludvig Marcher (I) bliver nævnt som marskandiser året før, i 1897 – så måske inspiration derfra – og måske en indikation af at de holdt kontakt med hinanden. Vi har flere fotos af forretningen i Sankt Hansgade 15, taget efter hans død. Bygningen findes ikke mere.

 

Nationaltidende 04061909side9

Dødsannonce for Ludvig Marcher, 4.juni 1909 i Nationaltidende, side 9.

Også dengang var der trykfejl i avisen! Find 3 hvis du kan!

 

Desværre døde han tidligt, kun 38 år gammel, i 1909 på Kommunehospitalet af lungebetændelse, kun 38 år gammel. Sønnen Kai mente det var på grund af druk – han havde lagt sig til at sove på et koldt køkkengulv – det lyder nu som en skrøne, det passer dårligt til årstiden, han døde i maj! … men det er muligt han så lidt dybt i flasken. Ludvig blev begravet i Sct. Johannes sogn.