Danselæreren

Danselæreren fra Langeland

Ole Jensen blev udlagt barnefader til min oldemor Bodil Johanne Jensen i 1868. Hun bærer således hans efternavn – og der blev meget kort skrevet i kirkebogen ”udlagt barnefader dandselærer Ole Jensen fra Langeland”.  Jeg har med sikkerhed fundet den person, der af moderen er blevet udpeget som barnefaderen. Der er ikke fundet en alimentationssag, så der er ikke sikker dokumentation for, at han har indrømmet faderskabet. Jeg finder det overvejende sandsynligt at han er faderen, det vil fremgå af det følgende. Hans har en pudsig livshistorie – læs mere her.

Ole Jensens tidlige år

Hans baggrund er ganske sædvanlig for en knægt fra landet…. Ole Jensen blev født i 1809 på en gård i landsbyen Broe i Brenderup sogn på det nordvestlige Fyn. Hans forældre var gårdmand Jens Madsen og hustru Maren Jørgensdatter. Han havde i hvert fald 4 søskende, og var den mindste i flokken. Forældre, bedsteforældre og så videre er lokale.

Ved at følge ham i lægdsrullerne kan man se at Ole Jensen er vokset op hjemme i Broe. Han blev omkring 160 cm høj, blev soldat i 1831 ved Kongens Regiment, og tjente åbenbart i København. Han fratrådte sidst i 1833, og fik et Amtspas til at rejse til Gårdmand Ole Jørgensen, Asperup. Asperup er nabosogn til Brenderup – han har måske tjent her før han blev soldat.

Soldat i København

Som beskrevet var han soldat ved Kongens Regiment i København, og Ole Jensen er blevet i København efter han var færdig med militærtjeneste. I 1834 finder vi ham tjenende hos kaptajn von Ræder, der er officer ved Kongens Regiment og bor Amaliegade 116. I 1840 er han tjener hos Oberst von Prangen i Københavns Fæstnings Materialgaard – denne er chef for det Kongelige Ingeniørkorps, og en meget kendt officer. Han var en ledende figur i at etablere veje i Danmark og Schleswig-Holsten, blandt andet nogle af de første jernbaner – og han har rejst meget rundt i Danmark i den anledning. Man kan gætte på, at Ole har rejst med rundt. Von Prangen har en meget yngre kone, faktisk på Ole’s alder.  Von Prangen døde i 1841 – men der havde Ole Jensen allerede forladt København.

Mon ikke hans næsten 10 år i København også er den periode, hvor han har lært at danse godt. I begge folketællinger bærer han tilnavnet “Broe” – det var almindeligt at soldater fik tilnavn efter deres fødeby.

Husmand i Stoense på Langeland

I 1840 forlader Ole Jensen København for at blive gift med den lokale Kirstine Hansdatter i landsbyen Stoense i den nordlige ende af Langeland. Der står ved vielsen at han er hjemme fra København. De får i løbet af de næste 20 år 6 børn sammen. Han bliver indsidder og daglejer og bor i et hus uden jord til, først i Snøde, derefter i landsbyen Stoense. Formentlig i beskedne kår, og han supplerer med at være væver.

Meget almindeligt livsforløb i disse 20 år, på nær det ikke er klart hvorfor han skiftede egn, eller hvor han traf sin hustru. Det er givetvis hende, der har fået ham til at slå sig ned på Langeland.

Den sene karriere som danselærer

Fra 1860 til 1874 kalder han sig også danselærer – en usædvanlig stilling for en husmand. Han kan jo godt have undervist lokalt lidt tidligere…. Måske hænger det sammen med højskolebevægelsen og ønsket om oplysning og læring hos bondestanden, som spirer frem i denne periode? Vi ved det ikke.

”..især efter nederlaget i krigen i 1864, at folkehøjskolen for alvor fik sit gennembrud som led i et nationalt genopbygningsprojekt. I 1872 fandtes 52 højskoler, i 1890 var der 75. I 1866-67 var ca. 1.000 elever på højskole, femten år senere var tallet oppe på 4.000.

I begyndelsen var skolerne kun for unge mænd, men fra 1860’erne kom pigeskolerne til. Selv om højskoleundervisningen ikke udelukkende var rettet mod unge fra bondestanden, kom de fleste elever alligevel fra landet. ”

En lille annonce er fundet i Lolland-Falsters Stiftstidende den 13.maj 1868 her i   digitaliserede aviser :

 

Annonce Ole Jensen

“Vi kunne ikke undlade at bringe Hr. Dandselærer O. Jensen af Stouense paa Langeland vor Tak for den gode Underviisning og Færdighed, han i kort Tid har udviist ved at lære vore Børn at dandse. Rødby, den 8de Mai 1868.”

Det forberedende arbejde til min formoder, må være foregået i foråret 1867, d.v.s. året før. Man må forestille sig den ældre gifte danselærer  Ole Jensen , sidst i 50’erne, der får charmeret den unge pige på 25 år og sikkert i forbindelse med danseundervisning …. Og formentlig et sted på Nordfalster, for den udlagde barnefader har været omrejsende danselærer på Lolland-Falster, og er med sikkerhed personen i Stoense.

Der er også en danselærer og gymnastik-lærer W. Jepsen, der især opererer på Nord-Falster i perioden. Han har indrykket en del annoncer i avisen. Men af en anden karakter, det er meddelelser om at man kan tilmelde sig et nyt hold.

En støtteerklæring til en danselærer efter afholdt kursus har jeg ikke tidligere set – kan det være for at imødegå lokal sladder om fadderskab?

Ole Jensen er også danselærer i 1870 – her er han væk fra hjemmet ved folketællingen. Det var nok lange perioder af gangen….

 Folketælling for Stoense et fravær


Ole Jensens sidste år

Han bliver enkemand i 1874, og ved Kirstines død bliver han nævnt som danselærer for sidste gang. Ole Jensen kalder sig i 1880 indsidder og klokker, så han er vel holdt op med undervisningen som danselærer. Han dør senere i 1880 på Sygehuset i Rudkjøbing, og er begravet i Stoense.

Dele af kilderne kan man læse om i en tråd i aneforum , hvor jeg har fået rigtig god hjælp fra andre interesserede. En stor tak!

 

BM / 11.03.2017