Mors sides fotos

Og gamle fotos fra mors side…

Morfars familie
Her er så min morfar med forældre, formentlig ved hans konfirmation i oktober 1913. Det er Ole Christian Jensen i midten, Bodil Johanne Jensen siddende, og Harald Emanuel Jensen stående til højre. Formentlig taget omkring 1913, men der er ikke oplysninger om det i øvrigt.



Her er så Ole Christian Jensen og Bodil Johanne Jensen i en yngre alder.

Formentlig taget 1913, samtidig med billedet ovenfor. Det fremgår af tøjet.


Oldeforældre MMF gl

Det er Ole Christian Jensen og Bodil Johanne Jensen. Taget udendørs, vel engang i 1920’erne eller 1930’erne. Siddende foran deres nye hønsehus….. som et barnebarn husker det.

Marie Jørgensen
Og dette er Marie Jørgensen, Bodil Johanne Jensen’s moder. Se venligst artikel i Slægt & Data nr. 3, 2007 eller under biografier for forsøget på at finde faderen. Hun ser jo ikke specielt glad ud, men det kan evt skyldes at eksponeringstiderne var temmelig lange på det tidspunkt i fotografiets barndom.


Fam. Frederiksen 1915
Og her er min mormor og hendes familie. Fra venstre bagerst Anna Margrethe Johansen, Agnes, Ida og Anders Frederiksen. Første række Dina, Aage og Adolf. Det må være taget omkring 1917. Yngste bror Otto blev født 1919, men er endnu ikke med. Dina er født 1916 og er vel 1 – 2 år. Den ældste bror Edvard er ikke med på billedet, han er sikkert allerede flyttet hjemmefar. Nej, han er endnu ikke taget til Amerika, det var først i 1922.


Fam. Frederiksen 1908
Her er samme familie nogle år før, ved deres hus i Langebæk mellem Kalvehave og Vordingborg. Fra venstre min mormor Agnes, moderen Anna Margrethe Johansen med Aage på armen. Dernæst kommer Edvard stående, moderens forældre Bolette Nielsdatter og Anders Johansen, den første Ida og længst til højre en hest og Anders Frederiksen. Det må være taget omkring 1908. Den første Ida døde 1909 af lungebetændelse og næste datter blev så også kaldt Ida.


Fam. Frederiksen detalje
Detalje af billedet ovenfor. Altså fra venstre Agnes, moderen Anna Margrethe Johansen med Aage på armen, Edvard stående, moderens forældre Bolette Nielsdatter og Anders Johansen, samt den første Ida. Det er en familie i beskedne kår – manden er så stolt af hesten, at den skal med på billedet! Huset er nydeligt og velholdt på facaden mod fotografen, men gavlen er mere beskeden. Det virker som det er stråmåtter, der er sømmet op?!


Anna Margrethe Johansen
Min oldemor Anna Margrethe Johansen der var moderen i billedet ovenover. Hun var min mormors mor.