– Kanonen blev hans endeligt
Dette er egentlig kun en halv biografi, for der mangler mange oplysninger om Nikolaj Bastian, min tip-tip-tip-tip-oldefader. Han havde en interessant men ulykkelig skæbne. Jeg har kun fundet Nikolaj i Nordsjælland, i Holbo Herred i Esbønderup og Maarum sogne – altså i nærheden af Gribskov.
Nikolajs liv i sammenhæng
Nicolaj Bastians blev født i Haderslev, hvor Bastian Albertus fik ham døbt 17.januar 1763. Forældrene soldat Bastian Albert og Thore Povelsdatter var tilsyneladende på gennemrejse. Jeg har en fornemmelse af at moderens navn kan være norsk – men ved det ikke. Synes at være kommet til Nordsjælland 4 år senere.
Navnet er usædvanligt i Danmark, også på den tid. Nicolaij Bastiansen er den 6.te konfirmant i 1780 i Esbønderup kirke, og står som 16 År fra Esbønderup. En Kirsten Bastiansdatter konfirmeres året efter, 15 år fra Esbønderup huse. Det må være hans søster. De er ikke døbt i sognet.
En Nikolai Albertsen tjener som 25-årig i 1787 hos Rasmus Petersen i Vangehusene, Esbønderup sogn. Sidstnævnte er forlover ved Nikolais vielse 4 år senere, og der er ingen hit på Bastian i Amtet. Soldat Bastianmå være død tidligt.
Ungkarl Nikolai Peter Bastian Albertsen bliver viet til Pigen Anne Cathrine Olsdatter den 6.februar 1791 i Esbønderup kirke, d.v.s. begge kommer i 1.ægteskab. Begge er “af Esbønderup sogn”. Forlovere er Rasmus Petersen og Niels Sørensen. “Albertsen” er skrevet separat én linie over “Peter Bas-” som om det er tilføjet senere.
Hans datter, Sidse Nicolaisdatter – min ane – blev døbt 22. april 1791, i Fuglsang, Mårum sogn. Fuglsang var en nu forsvundet bebyggelse i Mårum sogn, blot med en 12 – 15 beboere fordelt på 3 familier. Kun faderen er nævnt, husmand Nicolaj Bastians af Fuglsang. En af dåbens vidner er Johan Gotliebs kone Johanne Larsdatter i Tinghusene. Johan Gottlieb er f.o. 1732, Johanne o. 1734 *. Måske er det lejesoldater, eller i det mindste indvandrede tyskere. Andre faddere er Niels Ipsen af Tinghuse (f.o.1760), Christen Olsen af Mårum (Sidse’s morbror), Ane og Pernille Rasmusdatter (f.o. 1761 og 1766) af Boelandsgård.
Nikolaj bliver konsekvent nævnt Bastians, ikke Bastiansen. Alt i Nikolaj Bastians omgivelser tyder altså på en beskedent, nok endda fattigt liv på landet – som så mange andre, intet specielt. Han fik kun et enkelt overlevende barn, Sidse Nicolaisdatter. Hans mor er Thore Povelsdatter – faderens navn kan jeg kun gætte på kunne være Albert Bastian, men han er aldrig fundet.
Her er uddrag af Esbønderup sogns kirkebog, døde år 1793: Die 6ta September jordet Nikolai Peter Bastian opholdende sig i Skovhusene, men for det meeste har tient, skiønt han var gift, men Konen i Khavn for Amme (=som Amme), han tiente i Fiske-broehuset, blev slaaet ihjel ved en Kanon, som sprang under en Skin-Skydning anstillet bag Esrom ved Esrom Søe, gl. 33 Aar. Klokk Ring 1 Mark bet. til Kirken.
Nikolajs endeligt
Nicolaj Bastian blev begravet i Esbønderup sogn den 6. September 1793. Det nævnes at han opholdt sig i Skovhusene mens han tjente ved Fiskebrohuset i Esrom, skønt han var gift. Han blev slået ihjel ved en kanon som sprang ved en Skin-Skydning anstillet bag Esrom ved Esrom Sø. Han var 33 år gammel og blev begravet med klokkeringning og kørt til kirken, hvilket kostede 1 Rdl. (og var usædvanligt for en husmand).
Den stakkels mand er vel omkommet ved en arbejdsulykke, og så har hans arbejdsgiver betalt for lidt ekstra ved begravelsen. Indskriften i kirkebogen ses ovenfor. Det var usædvanligt at præsten skrev andet end blot at vedkommende var død. Det var med andre ord en usædvanlig begivenhed, der kostede ham livet.
Hvad mon baggrunden var? Der var et kanonstøberi i Frederiksværk, og en geværfabrik i Hellebæk, begge dele ikke så langt fra Esrom. Jeg har fået opgivet, at der vist var en krudtværk lige nord for Esrom sø – måske var det dér han arbejdede?
Samtidige kanoner fra Frederiksværk er stadig i brug på Kronborg, hvor jeg har et billede – måske var det en kanon som denne, der sprang i luften?
Jeg har fået en malerisk beskrivelse af hvordan man brugte græstørv i kanonen til løse skud (uden kugler) – hvis man stoppede dem for hårdt kunne det ske at kanonen eksploderede. Til gengæld var man for længst gået bort fra at lade kanonstøberen sidde overskrævs på kanonen ved første skud – så det er ikke måden han døde på. Fortsættelse følger – når jeg ved mere…..
Familiens videre liv efter Nikolajs død
Der er så en dåb af “Nicolaj Bastians Enkes af Fuglsang søn Nicolaj”, 28. jan. 1794 i Græsted-Maarum sogn. Han dør 1 år og 4 mdr. gammel 21. juni 1795.
Enkemand Abraham Andersen til Skallerød Huus (i Esbønderup sogn) bliver viet til Enken Cathrine Olsdatter af Fuglsang, den 17.sept. 1798. Forlovere var Johan Gottlieb, og Jacob Fuglsang. De bor i 1801 i Vangehuse, Skallerød i Nødebo sogn. De fik et fælles barn: Nille Cathrine Abrahamsdatter, født 1799, døbt 6.oktober 1799 i Nødebo sogn.
Sidse Nikolajsdatter bor 1801 i Mårum, hos husmand Peder Rasmussen og Lisbeth Larsdatter, som “fremmet barn”. Et evt. familieskab til plejeparret kendes ikke.
Hun blev gift og fik børn – hun er en af mine tiptiptipoldemødre. Stedfaderen Abraham dør i 1809 og moderen Cathrine som enke i 1829. ….
Bjørn/Dec. 10