Floris Carstensen
Min tip6-oldefar var officer i flåden, og født omkring 1641. Jeg har kun oplysninger om ham som voksen, har ingen anelse om hans forældre eller barndom. Navnet kunne pege mod en oprindelse i Sønderjylland / Slesvig, eller måske Holland, men det er kun gæt. Trods flere udførlige biografier har jeg ingen oplysninger om forældre eller søskende.
Jeg søger: Alle oplysninger om fødsel, forældre og evt. søskende.
Berendt Friderich Bisterfeldt
Træffes som bager i Studiestræde i København mellem 1713 og 1722. Han bliver gift med Bodil Terkelsdatter og får 4 sønner. Har kone og 3 børn efter Kbh’s brand i 1728. Navnet træffes stort set ikke i Danmark, men er vel tysk, velsagtens navnet på en lokalitet – byen Bitterfeldt eller Bielefeldt?
Jeg søger: Alle oplysninger om ham og navnet Bisterfeldt.
Christian Duikweiter – LØST!
Fødsel o. 1786 er ikke fundet. Han var farversvend og dugmager ved Usserød Gamle Værk o. 1810 – 1815. Senere indsidder i Hørsholm og Karlebo Sogne. Gift 1810 med Johanne Gierlach i Hørsholm. Han er ikke fundet i FT1801. Der kendes kun ganske få andre Duikweiter – Dugvater – Duchwaider – Dukveiter.
LØST: Christian Duikweiler er døbt i Hollingsted ved Slesvig i Tyskland. Var en af kolonisterne på heden i Sydslesvig.
Nils Svensson
Nils Svensson er født i Sverige omkring 1785. Første gang jeg møder ham, er ved hans vielse i Kalvehave 1816, hvor han er 31 år. Sadelmager Peter Aaberg i Vordingborg var hans forlover, han er også svensker. Bedømt ud fra navneopkald kan hans mors navn være Hanna. Der er dog mange muligheder, da han bærer et meget almindeligt navn…. og aldrig har oplyst hvor i Sverige han er født. Vi er efterhånden en håndfuld slægtsforskere der som efterkommere gerne vil finde hans oprindelse.
Vi søger: Alle oplysninger om ham før 1816, herunder fødested i Sverige.
Nicolaj Bastian – LØST !
Jeg søger oplysninger om min tip4-oldefar Nicolaj Bastian, der træffes i Esbønderup og Mårum sogne, Holbo H. i Nordsjælland mellem 1780 og 1793. Bastian, men for det meste ikke Bastiansen. Han bliver viet til (Anne) Cathrine Olsdatter 6.februar 1791 i Esbønderup sogn. Her kaldes han Nikolai Peter Bastian Albertsen, og i FT1787 er han Nikolai Albertsen. Han er husmand af Fuglsang, Mårum sogn de næste få år. Nicolaj Peter Bastian er begravet i Esbønderup sogn 6.september 1793, 33 år gammel, efter at være slået ihjel af en kanon der sprang under en prøveskydning! Hans mor er Thore Povelsdatter – faderens navn kan jeg kun gætte på kunne være Albert Bastian.
LØST : Jeg har fundet hans fødsel i Haderslev, hvor Bastian Albertus fik ham døbt 17.januar 1763, de var muligvis ikke fastboende…..