Min morfar

Morfar: Harald Emanuel Jensen

Min morfar Harald Emanuel Jensen blev født 21. juni 1899 i Gyldenbjerg, Nr. Vedby sogn på det allernordligste Falster. Han blev hjemmedøbt og senere fremstillet i Gyldenbjerg Kirke. Hans forældre var husmand Ole Christian Jensen og hustru Bodil Johanne Jensen. Faderen var desuden klokker og graver ved Gyldenbjerg kirke, og de boede i en klokkerbolig lige ved kirken.

I kirkebogen er han opført som født 22. juni, da faderen først meddelte fødslen dagen efter den fandt sted. Fejlen blev opdaget ved konfirmationen, men aldrig rettet. Familien holdt altid fødselsdagen den 21. juni, og denne dato står også i familiebiblen. Men officielt er fødselsdagen 22. juni !

 

Harald og familie 1913

Harald og forældre ved konfirmationen i 1913

Harald havde en storebror, Johannes, der var 4-5 år ældre. Desuden fik familien omkring 1918 en plejedatter, Lilly Elvira Poulsen, født 12. dec. 1917, men Harald er måske flyttet hjemmefra da. Harald var ca. 170 cm høj, havde mørkt hår og grå øjne.

Harald traf sin Agnes Boline Elisabeth Frederiksen – om end jeg ikke ved hvor og hvordan – og blev gift da Harald var godt 20 år med det første barn godt på vej. Sønnen Aksel blev døbt i Kalvehave kirke, men mon ikke Harald allerede arbejdede i København?

Snart efter flyttede den lille familie til byen – den unge murersvend med frue flyttede til Brønshøj ved København, hvor de boede på 4 forskellige adresser før de endelig 16 år efter faldt til ro på Hellestedvej. Huset byggede han formentlig selv. På det tidspunkt havde de 6 børn, så det var en stor familie.

Harald og Agnes med sønnerne Poul og Aksel – sidst i 1920’erne

Harald stod i lære hos murermester Boding, ved Orehoved. Han var herefter murer hele sit liv – det meste af tiden som selvstændig murermester. I 1920 – mindst 1930 var han murersvend. Han er registreret i Politiets Registerblade, som flyttet 17-7-1918 fra N.Vedby til Tuborgvej 48, stuen hos Carlsen. I 1930 murersvend hos Møller Hansen i Herlev. Fra 1935 er han nævnt som murermester.

Han havde endda en automobil ret tidligt. Han havde stort kørekort og fik første førerbevis så tidligt som 1927. Kørekortet blev sidst fornyet i 1976.

 

Morfarsbil

Haralds automobil – mener det er en Ford V8 model 1936, reg.nr K9801, på Hellestedvej

Han tog meget senere tre af sine sønner med i murerfirmaet. De husker tydeligt, at han ikke ville have, de var medlem af fagforening (”sådan nogle kommunister”) eller A-kasse, og derfor var økonomisk trængt om vinteren, så kommunal snerydning var kærkomment for sønnerne….

Til sølvbryllup hos Agnes og Harald i april 1945 med børn og øvrig familie.

Den ældste søn Aksel havde været i Tyskland i 1930’erne og medlem af frikorps Danmark under krigen, men fik dog ansættelse i murerfirmaet. Han var nok mere tålt end elsket efter krigen….

Harald byggede selv flere huse til børnene, herunder et dobbelthus på Åvendingen, og en datters hus på Viemosevej. Byggede også selv murermester-villaen på Aprilvej 88 i Herlev, omkring 1963… hvor han boede resten af livet. De havde også et sommerhus ved Store Havelse… men jeg ved ikke om han var med til at bygge det.

HogA i 1952

Agnes og Harald ved en familiebegivenhed i 1952

Jeg kan huske ham som en munter bedstefar, der skar ansigt når han drak en snaps, var venlig og sagde tingene direkte. Han havde brevduer i kælderen som pensionist – om de kom ud at flyve ved jeg faktisk ikke….

Harald havde et godt helbred til højt oppe i 70’erne. Han havde aldersbetinget sukkersyge, og fik en  hjerneblødning, og blev vel lidt senil  –  han var dog hjemme næsten til det sidste. Harald døde den 18. marts 1980 på Herlev Sygehus. Blev begravet 22. marts 1980 i de ukendtes grav på Gladsaxe Kirkegård. Der siges også at være forkert dato også på dødsattesten (17. marts) – den skal jeg dog finde først…

BM/ juli 2017